Elegant Self: voksnes udvikling i Circling og Surrendered Leadership

Det var min første bog, som talte mere om stadierne i voksnes udvikling, og den efterlod mig med en begejstring for dette felt og en lyst til at opdage mere i de kommende år.

Rob McNamara bringer klarhed over en overgang, som mange af os mærker, men som vi måske har svært ved at sætte ord på eller forstå begrebsmæssigt: bevægelsen fra at gøre livet gennem indsats og identitetsopbygning, til at blive levet af noget dybere, mere sammenhængende og mere helt. Bevægelsen fra at være identificeret med normerne i den sociale kontekst, til en dybere autonomi – og i sidste ende til at vokse ud af den gennem en mere direkte kontakt med virkeligheden og overgivelse.

I hjertet af bogen findes et kort over voksnes udvikling, som spejler den ramme, Robert Kegan har introduceret – en bevægelse fra det Socialiserede Sind, til det Selvskabende Sind, og til sidst det Selvtransformerende Sind. McNamara tilbyder disse stadier gennem sin egen linse: Det Konventionelle Selv, Det Strategiske Selv og endelig Det Elegante Selv.

Det Socialiserede Sind (eller Det Konventionelle Selv) formes af ydre værdier. Vi definerer os selv gennem de roller, vi har fået – af familien, kulturen, institutioner. Vi søger udad efter tilladelse, tilhørsforhold og værdi. Dette stadie er ofte nødvendigt for at opbygge struktur og identitet, men det kan blive begrænsende, når vi mærker et kald mod at leve mere autentisk. I gruppeprocesser som Surrendered Leadership, når vi engagerer os fra dette niveau, søger vi ofte mere alignment, fælles aftaler og tydeligt lederskab. Det kan være smukt – og samtidig viser det ofte sine begrænsninger, især når modsatrettede behov opstår, polariteter træder frem, eller når vi engagerer os med det, der sker i nuet.

Det Selvskabende Sind (eller Det Strategiske Selv) opstår, når vi begynder at tage ejerskab over vores eget liv. Vi sætter vores egne mål, definerer vores værdier og skaber en personlig fortælling, som føles mere sand. Dette er et stadie af indre styrke, hvor mange personlige udviklingsveje henter deres energi. Men selv her kan noget begynde at føles snævert. Det selv, vi har skabt, bliver endnu en identitet, vi skal vedligeholde, forsvare og pudse. Fra dette sted kan det være udfordrende at rumme kompleksiteten af forskellige perspektiver og møde dem ikke som modsætninger, men som forbundne.

Og så, ofte stille, begynder noget dybere at vågne – det Selvtransformerende Sind, eller hvad McNamara kalder Det Elegante Selv. Dette stadie handler ikke om at forbedre eller reparere selvet. Det handler om at give slip på identiteten helt. Her bliver vi mere porøse, mere responsive, mere intime med livets evigt skiftende natur. Grænserne mellem selv og verden begynder at opløses. I stedet for at søge sammenhæng gennem kontrol, tilpasser vi os den iboende sammenhæng i det nuværende øjeblik. For mig kan engagementet med virkeligheden fra dette sted ses som en dybere overgivelse til det, der opstår i nuet – og en villighed til at møde den mellemmenneskelige virkelighed, som den udfolder sig. Samtidig, i sin mere modne form, integrerer det de tidligere stadier og muliggør en rummelighed, hvor fællesskabets værdi, sund autonomi og tydelige grænser kan holdes.

Jeg tror, bogen kan være interessant for alle, der mærker, at strategierne fra det Selvskabende stadie ikke længere giver dybde eller tilfredshed… for dem, der står på kanten, hvor vished begynder at føles som en begrænsning… Den gav mig nogle virkelig interessante kort, som beskriver nogle af de fænomener, jeg har observeret i Surrendered Leadership-praksissen. Jeg sidder tilbage med en større forståelse af nogle af de typiske udfordringer, der opstår: behovet for enhed, ønsket om klart lederskab, begejstring eller modstand mod konflikt, tendens til at møde polariteter som uforenelige, impulser til at udfordre lederskabet…

God læselyst, hvis du vælger at kaste dig over den! (translated with the help of ChatGPT)